Den græske myte om Deucalion og Pyrrha og den store oversvømmelse

Sarah har en ph.d. i klassisk Civilisation fra Svanea Universitet. Hun fortsætter med at skrive om den antikke verden og andre emner.

mange kulturer har historier om en tid, hvor en stor syndflod overvældede jorden, druknede det meste af menneskeheden og efterlod kun et par overlevende til at generere en ny og forhåbentlig forbedret menneskelig race.

mens den bibelske historie om Noahs oversvømmelse er velkendt, er den antikke græske myte om Deucalions oversvømmelse langt mindre kendt, på trods af at den har nogle slående ligheder. Følgende beretning er tæt baseret på den, der blev givet af den romerske digter Ovid fra det 1.århundrede i hans mytologiske epos metamorfoser.

menneskets aldre

et vigtigt tema i den græske mytologi, der i det mindste går tilbage til det syvende århundredes digter Hesiod, er menneskehedens aldre. Dette er konceptet om, at menneskeheden har gennemgået en række faser siden starten.

i guldalderen levede menneskeheden et simpelt, fredeligt og uskyldigt liv, dog i en ret barnlig tilstand.

i Sølvalderen blev folk mere voldelige og krigslignende, men de var stadig ædle og dydige i deres omgang med hinanden.

i Bronsealderen blev folk imidlertid ikke kun voldelige, men grådige, grusomme og upålidelige, besat af personlig gevinst og omsorgsfulde lidt for kærlighed til familie eller almindelig anstændighed.

da menneskehedens opførsel blev forværret, begyndte gudernes konge at være bekymret over deres stigende fordærv og lovløshed.

Lycaons forbrydelse Ulvemanden

ifølge digteren Ovid var det sidste strå, der fik ham til at miste al tålmodighed med de degenererede måder i jernalderens generation, den brutale og uforskammede opførsel af Lycaon, konge af Arcadia, på græsk Peloponnes.

forfærdet over rygterne om denne generation af menneskehedens onde gerninger nedstammede han fra Olympen og forklædte sig som en ydmyg dødelig rejste gennem Grækenland for selv at se, om tingene virkelig var så dårlige.

efter at have været vidne til mange scener, der tjente til at bekræfte hans værste mistænkelige, tog han langsomt vej til Lycaons arkadiske rige.

da han ankom til sin festsal, gjorde han sin identitet kendt for Lycaons almindelige undersåtter, der følgelig viste ham ærbødighed. Kong Lycaon selv var dog hånlig og vantro. Lycaon var fast besluttet på at teste sandheden om den rejsendes påstand om at være gudernes konge og oprørte gæstfrihedens love og acceptabel menneskelig adfærd i videst muligt omfang.

han planlagde at myrde sin gæst i sin søvn, men ikke tilfreds med det, han besluttede at tilføje fornærmelse mod skade ved først at narre den formodede Gud til at indtage menneskeligt kød ved sit bord.

da Lycaon myrdede et af sine gidsler, slagtede han liget og serverede kødet i en gryde. Hvis han uforvarende spiste det, som han forventede, ville det besmitte ham og bevise, at han ikke var nogen Gud.

selvfølgelig vidste han præcis, hvad Lycaon havde gjort. Rasende sprængte han Lycaons hall med en tordenbolt og forfulgte den terrorramte konge ind i bjergaffaldet, hvor han forvandlede ham til en hylende ulv.

den store oversvømmelse

han var ikke tilfreds med sin straf for den ugudelige Lycaon. Da han ankom tilbage til Olympen, kaldte han et råd for alle de olympiske guddomme og meddelte, at han på grund af menneskehedens fordærv, som han havde været vidne til, ikke så andet alternativ end at bringe menneskeheden helt til ophør.

mens ingen af de andre Guder turde udfordre esus’ beslutning, udtrykte de forsigtigt beklagelse over, at der nu ikke ville være nogen dødelige til at ofre dem. Han forsikrede dem om, at en ny menneskelig race ville blive til ved hjælp af mirakuløse midler til at genbefolke jorden.

hans første tanke var simpelthen at udslette menneskeheden ved at sprænge dem med sine tordenbolte, men så frygtede han, at jorden og selve himlen kunne brænde.

i stedet besluttede han, at alle Jordens Folk skal omkomme ved at drukne. Han lukkede alle vindene og forhindrede dem i at blæse, undtagen Sydvinden, der kørte mørke skyer opsvulmet af regn over himlen og frigav en enorm nedbør. Iris, en budbringer af guderne, der vises i form af en regnbue, travlt holdt skyerne forsynet med regn.

den ubarmhjertige regn ødelagde alle landmændenes afgrøder på marken.

endnu ikke tilfreds opfordrede han sin bror havguden Poseidon til at komme ham til hjælp. Han kaldte alle sine floder og beordrede dem alle til at sprænge deres bredder og overløb.

Vandet steg og oversvømmede markerne, landsbyerne og byerne og slugte dem op. De fleste mennesker og dyr blev fejet væk og druknet. Fugle fløj på jagt efter land, før de endelig faldt i havet fra udmattelse.

delfiner svømmede blandt toppen af store træer, mens sæler boltrede sig blandt de marker, hvor geder engang havde græsset. Havnymfer undrede sig, da de udforskede de druknede byer.

hele landet blev et kæmpe hav uden kyst.

Deucalion og Pyrrha

Deucalion var søn af Prometheus, den kloge og listige Titan Gud, der ofte greb ind på vegne af menneskeheden. Hans kone Pyrrha var hans fætter, datter af Prometheus ‘ bror Epimetheus og Pandora den første kvinde.

Deucalion var den mest dydige og gudfrygtige af mænd og Pyrrha den mest fromme og opretstående af kvinder.

på Prometheus’ råd tog parret ly fra oversvømmelsen i et kæmpe bryst og blev kastet rundt på bølgerne i ni dage og nætter.

til sidst kom deres bryst til jorden på den høje top af Mount Parnassus, som brød overfladen af bølgerne.

så snart de kom ud af brystet, gav det fromme par straks ærbødighed til de lokale nymfer og skovguder og også til Themis, Titangudinden for retfærdighed og giver af profetier, før denne rolle blev overtaget af Apollo.

da han så, at dette gudfrygtige par var de sidste to mennesker på jorden, vidste han, at hans arbejde var udført.

han tillod nordvinden at blæse de store regnskyl fra himlen, mens havguden blæste på sin konkylieskal og opfordrede alle floder til at vende tilbage til deres bredder. Lidt efter lidt trak vandet sig tilbage, og det tørre land dukkede op, med tang, der stadig klamrede sig fast til træernes høje grene.

Stenfolket

da Deucalion og Pyrrha så, at oversvømmelsen var trukket tilbage, så de ud over det øde landskab og indså, at de var de eneste to mennesker, der var tilbage i live. De beklagede bittert over denne ensomme skæbne og forestillede sig, hvordan det ville være, hvis de ikke engang havde hinanden.

da de nærmede sig Themis orakel, gav de hende et offer af rent vand fra den lokale strøm, og de kastede sig ned på trapperne i hendes tempel og bad hende om at hjælpe dem og den druknede og livløse verden, de var tilbage med

idet de havde Medlidenhed med dem, gav gudinden dem et orakel, der var anbragt i mystiske termer:

“gå væk fra templet med tilslørede hoveder, og dine Klæder løsnede. Når du går, skal du smide din mors knogler bag dig.”

i et stykke tid stod parret i forfærdet stilhed, før Pyrrha brød ud, at hun var meget ked af det, men hun kunne aldrig gøre så ond en ting som vanære sin mors knogler.

begge fortsatte med at mulle over Gudindens ord i stor forvirring.

endelig sagde Deucalion: “jeg kan ikke tro, at oraklet ville fortælle os at gøre noget ondt. Jeg tror, at gudinden ved vores mors knogler betyder disse sten, der ligger her – knoglerne på vores store moder Jord.”

Pyrrha var usikker, men de var enige om, at der i det mindste ikke var nogen skade ved at prøve dette. Samler sten op, de to gjorde som Themis sagde, gik væk med hovedet dækket af ærbødighed og kastede stenene bag sig.

da de stoppede og vendte sig, så de et fantastisk syn; de faldne sten skiftede form foran deres øjne og tog først udseendet af ruhuggede statuer og blødgør derefter til menneskelig form.

alle de sten, der blev kastet af Deucalion, blev til mænd, mens alle dem, som Pyrrha kastede, blev til kvinder og dermed den nuværende race af menneskeheden, slidstærk og hård som Sten blev til.

jorden i mellemtiden, soddet med fugt og opvarmet af det nye sollys, genererede spontant nyt liv, en skabning, der havde eksisteret før, og andre nye.

SarahLMaguire (forfatter) fra Storbritannien i oktober 19, 2013:

Tak Caroline! 🙂 Jeg er virkelig glad for, at du finder disse Hubs interessante.

Carolyn Emerick den 18. oktober 2013:

jeg er glad for, at du sender disse ting, fordi jeg for nylig er blevet så interesseret i myte, men mere om Storbritannien og Nordeuropa, så det er godt at blive fanget af de græske myter igen, tak: -) ps opstemt og deling uden for HP: D