hospitalets udvikling fra antikken til slutningen af middelalderen

hospitalets udvikling spores fra dets begyndelse i det gamle Mesopotamien mod slutningen af 2.årtusinde til slutningen af middelalderen. Der henvises til institutionaliserede sundhedsfaciliteter i Indien allerede i det 5.århundrede f. kr., og med spredningen af buddhismen mod øst, til sygeplejefaciliteter, hvis art og funktion ikke er kendt for os, i Sri Lanka, Kina og Sydøstasien. Der lægges særlig vægt på situationen i den græsk-romerske æra: man kunne forvente at finde hospitalets oprindelse i den moderne betydning af ordet i Grækenland, fødestedet for rationel medicin i det 4.århundrede f. kr., men de hippokratiske læger betalte husopkald, og Asclepius templer blev besøgt til inkubation søvn og magico-religiøs behandling. I romertiden blev militær-og slavehospitalerne, der eksisterede siden det 1.århundrede e. kr., bygget til en specialiseret gruppe og ikke for offentligheden og var derfor heller ikke forløbere for det moderne hospital. Det er for de kristne, at man skal vende sig til oprindelsen af det moderne hospital. Hospicer, oprindeligt bygget til at beskytte pilgrimme og budbringere mellem forskellige biskopper, var under kristen kontrol udviklet til hospitaler i ordets moderne forstand. I selve Rom blev det første hospital bygget i det 4.århundrede e. KR. af en velhavende angrende enke, Fabiola. I den tidlige middelalder (6.til 10. århundrede), under indflydelse af Benediktinerordenen, blev en sygeplejerske en etableret del af hvert kloster. I slutningen af middelalderen (ud over det 10.århundrede) fortsatte klostersygeplejersker med at ekspandere, men offentlige hospitaler blev også åbnet, finansieret af bymyndigheder, kirken og private kilder. Specialiserede institutioner, som spedalske huse, opstod også på dette tidspunkt. Under islams gyldne tidsalder var den muslimske verden klart mere avanceret end sin kristne modstykke med storslåede hospitaler i forskellige lande.