Sydossetien
Sydossetien, russisk Jusjnaya Osetiya, autonome republik i Georgien, der erklærede uafhængighed i 2008. Kun få lande—især Rusland, som opretholder en militær tilstedeværelse i Sydossetien—anerkender sin uafhængighed. Sydossetien indtager de sydlige skråninger af Greater Kaukasus mountains. Regionen er befolket stort set (ca.to tredjedele) af Ossetes, et kaukasisk folk, der taler et østligt iransk sprog. (Mange osseter bor også i den nærliggende Republik Nordossetien-Alania i Rusland, som indtager de nordlige skråninger af Storkaukasus.) De fleste af de resterende indbyggere i Sydossetien er georgiere. Dens hovedstad er Tskhinvali. Pop. (2014) 53,532; (2016 est.) 53,000.
Sydossetien er dybt krydset af floder, der udnyttes til vandkraft. Langt størstedelen af regionen ligger mere end 3.300 fod (1.000 meter) over havets overflade, og kun omkring en tiendedel af dens areal dyrkes. Korn, frugt og vinstokke dyrkes, dels under kunstvanding. Får opdrættes på de højere skråninger, og den betydelige skovrigdom udnyttes. Fortsat separatistisk konflikt med Georgien—hvorfra Sydossetien har søgt uafhængighed—har hæmmet Sydossetiens Økonomi, og smugling over grænsen til Rusland—som Sydossetien nærmere identificerer sig med—er blevet betydelig.
i slutningen af 1980 ‘ erne opstod en separatistisk bevægelse i Sydossetien, der søgte løsrivelse fra Georgien og forening med Nordossetien–Alania. I 1989 blev sovjetiske tropper sendt for at opretholde fred. Kort efter at Georgien fik sin uafhængighed af Sovjetunionen i 1991, brød der hårde kampe mellem ossetiske og georgiske styrker og tvang tusinder til at flygte Sydossetien. I 1992 hjalp Rusland med at mægle en våbenhvile–hvis vilkår krævede fredsbevarende styrker fra Georgien, Rusland, Nordossetien—Alaniaog Sydossetien-men udbryderregionens status forblev uløst. I 1993 Sydossetien godkendte en forfatning, der etablerede regionen som en republik. Selvom det ikke er internationalt anerkendt, valgte det en præsident i 1996. Efterfølgende forhandlinger kunne ikke afslutte konflikten, og periodiske kampe fortsatte ind i det tidlige 21.århundrede.
selvom Sydossetien understregede sit ønske om uafhængighed i en uofficiel folkeafstemning i slutningen af 2006, blev en sådan status ikke anerkendt af det internationale samfund, og territoriet forblev lovligt en del af Georgien. Fjendtlighederne mellem Sydossetien og Georgien—og mere bredt mellem Georgien og Rusland—eskalerede hurtigt i August 2008, da georgiske tropper engagerede sig med lokale separatistiske krigere såvel som med russiske styrker, der havde krydset grænsen der med den erklærede hensigt at forsvare russiske borgere og fredsbevarende tropper allerede i regionen. I de følgende dage tog russiske styrker kontrol over Tskhinvali, den sydossetiske hovedstad, og kampene fortsatte med at sprede sig til andre dele af landet—herunder Abkhasien, en anden separatistisk region, der ligger langs Sortehavskysten i det nordvestlige Georgien. Georgien og Rusland underskrev en franskmæglet våbenhvile, der krævede tilbagetrækning af russiske styrker, men spændingerne fortsatte. Ruslands efterfølgende anerkendelse af Abkhasiens og Sydossetiens uafhængighed blev fordømt af Georgien og mødt med kritik fra andre medlemmer af det internationale samfund.