Hvad gør en god Ya dystopisk roman?
dystopier er karakteriseret som et samfund, der er en modutopi, et undertrykt, kontrolleret, begrænset system med flere sociale kontroller indført via regering, militær eller en magtfuld autoritetsfigur. Spørgsmål om overvågning og invasive teknologier er ofte nøglen, som det er en konsekvent vægt på, at dette ikke er et sted, hvor du gerne vil bo.
på samme måde som at tale om fantasibøger uden at nævne en bestemt drengeguide ville være absurd (se Roger Suttons “Hvad har Harry udført?”), enhver diskussion af Ya dystopia skal anerkende virkningen af den stramme, intrikat plottede og haunting Hunger Games trilogi af Susanne Collins. Mens ya dystopier eksisterede før det (og mange af disse blev skabt af Lois Lavry ‘ s giveren, for yngre læsere), er der ingen diskontering af bumpen i antal og popularitet siden The Hunger Games blev offentliggjort, og filmen har kun tjent til at henlede mere opmærksomhed. Således er det nyttigt at vide, hvad der skaber en god ya dystopisk roman, og at have nogle titler i tankerne, når du får det uundgåelige stønn fra teenagere, når de er færdige med Mockingjay og vil have mere at læse.
en note om definition: mens de ødelægger, hjernespisende dyr; nukleare holocausts; elektromagnetiske rumpulser, der slår det meste af befolkningen ud; eller fremmede invasioner alle giver overbevisende læsning, falder de ikke nødvendigvis ind i kategorien dystopi. Nu, hvis de overlevende fra disse forskellige tragedier danner et rodet samfund, hvor friheder begrænses for at beskytte sine borgere mod forestillede fremtidige forfærdelige begivenheder, så taler vi dystopi.
der er fire hovedelementer, der vises konsekvent i gode ya dystopiske romaner. Bestemt behøver en bog ikke have dem alle, men det bedste gør: en indstilling, der er så levende og tydeligt beskrevet, at den næsten bliver en karakter i sig selv; enkeltpersoner eller ansvarlige kræfter, der har en legitim grund til at være som de er; hovedpersoner, der er formet af deres miljø og situationer; og en konklusion, der afspejler de næsten altid dystre omstændigheder.
i hele universet af Beth Revis er indstillingen et interstellært rumskib, Godspeed, som på en gang er vidunderligt og klaustrofobisk for Amy, der blev vækket fra et kryogent kammer og nu skal navigere i de fysiske og sociale anomalier i denne selvstændige verden. Beskrivelserne er medrivende, og lagene af løgne, der er bygget omkring skibet (og holder de generationer, der lever og dør inden for dets mure føjelige), gør selve skibet til et integreret element som hovedperson Amy.
i Fever Crumb bruger Philip Reeve gribende, lidt mystisk, komplekst sprog til at beskrive hans indstilling. Byen London og dens scrambling, scrappy beboere, Det mærkelige og langsomt desintegrerende kæmpe hoved, hvor ingeniørerne bor, og de allerførste rumblings (denne roman er sat århundreder før Reeves Mortal Engines kvartet) af mekanikerne, der giver mulighed for de bevægelige byer, er fantastiske. Den humor, der er indbygget i beskrivelserne, er en elegant kontrast til Febers hyper-rationelle tilgang til livet, og indstillingen fungerer som en imponerende folie, som hun må kæmpe for at forblive den samme i stedet for at blive formet af den større, meget mere vilde og uforudsigelige, men samtidig meget rigere verden.
et smart eksempel på Indstilling som karakter er fængslets verden af Catherine Fisher. Fængselseksperimentet kaldet Incarceron, en nu selvbevidst og tyrannisk enhed, former dystopien lige så meget som de mennesker, der findes der. Fishers hovedpersoner er spændende og veludviklede, men selv de er mindre mindeværdige end den strålende udtænkte Incarceron, der — efter at have undgået kontrollen med sine oprindelige skabere — ser, påvirker, straffer og begrænser i henhold til sine egne standarder.
en dårlig fyr uden dybde, sårbarhed, historie eller kontekst fungerer som en folie for hovedpersonen, men tilføjer lidt andet til historien. Dybde af karakter gør kampen mellem godt og ondt (mod et individ eller samfund) langt mere levende. I Hunger Games-trilogien er sne en af mange værdige skurke; interessant nok er han måske den mere åbenlyst onde, men også lidt mere sympatiske skurk (i sammenligning med Coin), der kommer ud af serien. Det er klart, at han følger i en række ledere, der har truffet lignende valg, og det er lige så klart, at han er en overdrevet repræsentation af det samfund, hvor han kom til magten. Manglen på en bestemt “dårlig fyr”, men snarere et eksempel på et velmenende samfund, der er gået forfærdeligt galt, præsenteres i Ally Condies matchede, hvor det alvorlige og velmenende samfund har udviklet sig til en enhed, der har skåret verden ned i håndterbare, let fordøjelige mængder: dette samfund tillader nøjagtigt hundrede sange (og billeder, digte osv.) og arrangerer omhyggeligt planlagte kærlighedskampe, der tager ethvert gætteri ud af romantik. Det hele er sikkert og hyggeligt og virker måske ikke umiddelbart dystopisk — indtil virkeligheden om ikke at være i stand til at forme noget i dit eget liv virkelig synker ind.
i aske, aske af Jo Treggiari, Lucy er parat til at erkende, at nioghalvfems procent af befolkningen er væk, og at hendes valg er få. Hvad hun ikke er klar til at acceptere, og hvad der gør denne roman så kompleks, er, at hun tilsyneladende er den eneste immune person tilbage på jorden, og hun kunne bedst hjælpe planetens overlevelse ved at give hendes blod — alt hendes blod — til medicinsk brug. Tempoet er fremragende, og de levende beskrivelser af de nye forsøg på samfundet er godt udformet, men det er de valg, de amorale, men strålende forskere træffer, der skubber Lucy til at definere sig selv som martyr eller overlevende. Det faktum, at nøglevidenskabsmanden stadig føles som den venligste person, Lucy for nylig har stødt på, komplicerer tingene desto mere, da det afslører, hvor intenst sårbar og alene hun er i denne hærgede verden.
det er praktisk for historien at have en oprørsforælder eller ældre, der husker, hvordan det plejede at være “før” og kan redegøre for, hvordan hans eller hendes afkom er anderledes end den gennemsnitlige borger, men for det meste tager gode dystopiske romaner ikke bare nutidige figurer fra realistisk fiktion og dumper dem i dystopiske indstillinger. De tegn, der klart ikke kan se ud over de måder, hvorpå de er blevet rejst, tvinger læserne til ikke kun at overveje, hvordan de kan reagere i det samfund, men også til omhyggeligt at vurdere elementer af ungdomsårene, der bærer på tværs af indstillingen (snark, skubber på grænser, nysgerrighed om og interesse for den nyeste teknologi, hormonelle justeringer). Scott Vesterfelds Uglies-serie, der foregår i et dystopisk miljø, hvor ressourcerne er rigelige, men brugen af dem er meget mistænkelig, tilbyder karakterer formet ved at være rejst i denne verden af tvungen overensstemmelse. Mens nogle modstår og andre omfavner det, arbejder vesterfelds hovedpersoner omhyggeligt inden for grænserne af hans uhyggelige, billedbesatte verden.
to primære eksempler fra modsatte ender af det dystopiske civilisationsspektrum er M. T. Andersons Feed and the Chaos gående trilogi af Patrick Ness. Begge adresserer virkningerne af at blive permanent tappet ind i konstant flydende information (i Ness ‘ s verden er det mere metaforisk som en virus, der får tanker til at blive hørt; i Andersons kapitalistiske mareridt bliver alt bogstaveligt talt sendt direkte ind i din hjerne), og begge har hovedpersoner, der afspejler deres omgivelser, selvom de lejlighedsvis får glimt af, hvordan livet kunne være ellers. Hovedpersonerne er så rigt udviklet, så overbevisende, og så håbløst fanget, at de fremkalder sympati, selvom de uundgåeligt irriterer læseren.
endelig Divergent af Veronica Roth er et filmklart eksempel på en roman, der inkluderer forjættende uddrag af et dystopisk samfund, der har ført til, at borgere får deres identitet fra at tilhøre en af fem personlighedsbaserede fraktioner. Mens meget af fokus er faktisk på Beatrices svar på ikke slotting perfekt ind i en af disse fraktioner og hendes træning, når hun vælger, er der ingen tvivl om, at hun faktisk vil vælge fra de begrænsede muligheder, hun præsenteres, ude af stand til at forestille sig, hvad en anden vej ville ligne.
med hensyn til hvordan en roman ombrydes, håb er god, og målt optimisme fungerer smukt, men ofte kan du bare ikke undslippe uskadt. I nogle tilfælde er forfattere dristige nok (eller hjerteløse nok, afhængigt af din tolerance for triste afslutninger) til at lade deres hovedpersoner stå over for tilsyneladende uoverstigelige forhindringer og finde ud af, at de faktisk er netop det. Den chokerende konklusion af aske af Ilsa J. Bick er et af de sejeste nye eksempler på dette: mens romanen er tættere på post-apokalyptisk end ren dystopi, er der bestemt et dystopisk samfund, hvor Aleksej finder sig selv — en løsning, der ikke forsøger at eksistere som verden havde været før, men er formet af et helt nyt sæt moral og standarder. Dette paradigmeskift, skulle medlemmerne overleve deres egne kølige etiske valg, vil helt sikkert resultere i en kvintessens dystopisk verden.
den ellevte pest af Jeff Hirsch er også sat som en verdensoverlevelsesroman, men de strengt kontrollerede elementer i samfundet, der har genopbygget sig til at ligne, hvordan livet plejede at være (komplet med uhyggelige baseballkampe, der føles så…uhyggeligt Forkerte i deres meget normalitet) virker som et indlysende eksempel på dystopi maskering som utopi. Livet der er bedre end hvad der findes uden for bosætter ‘ s Landing, men hovedpersonen er tvunget til at konkludere, at der ikke længere er noget som et sandt tilflugtssted.
Cory Doctors lillebror repræsenterer sandsynligvis det reneste eksempel på listen — moderne teknologi møder klassiske dystopiske elementer — selvom selve bogen er en del instruktionsguide, en del kærlighedshistorie og en del rant mod de stadig mere diktatoriske kræfter, der betragter sikkerhed for enhver pris som en rimelig udveksling. Små personlige sejre for hovedpersonen og hans venner er til stede, men Big Brothers magt er næppe tempereret af deres arbejde, og de mennesker, der sammenfiltrede med regeringen, er alle permanent arret af mødet.
et bonuselement fra ovenstående titler er det langvarige overvejelsespunkt, som læserne er tilbage — spekulerer på, hvordan og hvor de ville passe (forstyrre universet, repræsentere en af masserne eller et sted imellem) og måske også overveje, hvor nær eller langt deres egen sociale struktur er fra det, de lige har læst. Alle titlerne ovenfor egner sig til sådanne funderinger, og hovedpersonerne inden for vil sandsynligvis også overveje disse spørgsmål — det er ofte, hvordan de bevæger sig fra stille utilfredshed til aktivisme. Selvfølgelig er disse spørgsmål svære, når du ikke er sikker på, om du overhovedet vil overleve, og der er flere dystopiske romaner, der indeholder tegn, som (selvom læseren ved bedre) ville scoff på begrebet filosofisk debat, da de bogstaveligt talt løber, kæmper eller konkurrerer om at holde sig i live. Velskrevne dystopier, de mest mindeværdige, tilbyder begge: plads til at stille Store livsspørgsmål sammen med masser af eventyr og fare for at holde tingene spændende, når man cogitates.
gode Ya dystopier
foder (levende lys, 2002) af M. T. Anderson
aske (Egmont, 2011) af Ilsa J. Bick
Hunger Games-trilogien: The Hunger Games (Scholastic, 2008), Catching Fire (2009), Mockingjay (2010) af Susanne Collins
matchet (Dutton, 2010) af Ally Condie (efterfølger krydset, 2011)
lillebror (Tor, 2008) af Cory Doktor
incarceron (Dial, 2010) af Catherine Fisher (efterfølger Sapphi, 2010)
den ellevte Pest (Scholastic, 2011) af Jeff Hirsch
Chaos gående trilogi: Kniven til aldrig at give slip (2008), spørgsmålet Og Svaret (2009), Monsters Of Men (2010) af Patrick Ness
Fever Crumb (Scholastic, 2010) af Philip Reeve (efterfølger et spind af luft, 2011)
på tværs af universet (barbermaskine/pingvin, 2011) af Beth Revis (efterfølger en Million Suns, 2012)
divergerende (Tegen/HarperCollins, 2011) af Veronica Roth (efterfølger Insurgent, maj 2012)
aske, aske (scholastic, 2011) af Jo Treggiari
uglies-serien: Uglies (Simon Pulse, 2005), Pretties (2005), Specials (2006), ekstramateriale (2007) af Scott Vestfeld
fra maj/juni 2012-udgaven af horn-Bogmagasinet.